Hej det er Danni her. Velkommen til Fredagsfeedback.
Nej, stryg det.
For det er Feedback og monopolet, part II i dag.
Sidste uge tog vi udgangspunkt i en DSB tur med et feedback-dilemma.
Grunden til, at det overhovedet er en del af Fredagsfeedback er, at mange forstår feedback som noget, der foregår mellem leder og medarbejder.
Typisk til en MU-samtale, én eller to gange årligt, eventuelt under dine 1:1's.
Men potentielt set, så kan gode feedback-vaner være med til at styrke dine relationer.
Og når vi gør det, så er feedback meget mere end noget, der foregår mellem leder-medarbejder.
Det er noget, der kan foregå alle steder.
Dilemmaet i DSB
For lige at opsummere, så er jeg altså ude og køre med DSB. Jeg sidder i en kupe. Det er ikke en stillekupe, men der er helt stille.
Indtil der pludselig er én der vælger at høre musik. Ud af sine højtalere. Ikke sådan, højt i høretelefonerne, men så højt, at alle kan høre alt, hvad der foregår i det her musiknummer.
Det virker mærkeligt.
Hvorfor i alverden ville man gøre det?
Og her er det så, at jeg har et dilemma. Skal jeg ignorere det, eller skal jeg gøre noget ved det?
Min nysgerrighed kan ikke holde mig i sædet. Som en anden Sherlock Holmes stiller jeg mig op og begynder at gå ned gennem midtergangen.
Holder øje med alle små detaljer.
Han har høretelefoner på.
Hun sover.
Hun har også høretelefoner på.
Men mens jeg kommer længere ned, kan jeg også mærke, at nu bliver lyden lavere igen, så jeg vender om og begynder at gå tilbage.
Og der ser jeg synderen.
Lige der. Damen med iPad'en.
Hvad skal jeg gøre? Nu er det allerede lidt mærkeligt, for jeg har været oppe og gå. Som om jeg bare skulle strække mine ben.
Det er en lang køretur, så måske kan jeg forklare mig med det.
I hvert fald vælger jeg i denne situation at gå videre tilbage mod min plads, og lige inden jeg sætter mig ned, så laver jeg lige lidt dance-moves.
For at vise damen med iPad’en, at:
Det, hun hører, det kan jeg høre.
Det kan vi høre.
Og så sætter jeg mig ned på min plads.
Jeg er ikke helt sikker på, at det er den smarteste måde at give feedback på, men sådan er det nogle gange.
Så kommer vi til at give det på en lidt mærkelig måde i situationen. Sådan er virkeligheden.
Det vigtige er, hvad der sker bagefter.
Efter jeg har siddet ned i 1,5 sekund, der slukker musikken.
Min nysgerrighed er ikke mindre. Den er bare ændret.
Hvad tænker hun mon?
Synes hun, det var lidt mærkeligt?
Er hun glad? Synes hun det var lidt flabet? Var det lidt kækt?
Jeg ved det ikke.
Forløsning og relationen
Flere timer senere, vi er på vej til Jylland, der er hun nået til sin destination.
Så hun stiller sig op. Går hen imod mig. Det er udgangen for hende. Og så stopper hun lige ved siden af mig. Lægger en hånd på min skulder.
Kigger mig i øjnene.
Og siger tak.
Smiler let og fortsætter: ”Tak for den måde du sagde det på. Det var så diskret og så fint."
Indtil dét øjeblik, hvor hun sagde det, så anede jeg ikke, hvad hun tænkte.
Og det er dét, jeg synes, der er så vigtigt ved feedback: At det bliver en dialog. Hvor vi skaber relationer.
Jeg har to spørgsmål:
- Får du sagt de ting, som ligger dig på sinde?
- Og får du givet respons på den feedback, du får på en måde, som styrker dine relationer?
Alt sammen på den lange bane. For feedback er nogle gange ubehageligt på den korte bane. Jeg ved det godt.
Men på den lange bane, får du styrket dine relationer?
Hver fredag udkommer en ny kort episode af #Fredagsfeedback. Små korte videoer med tips til bedre performance og trivsel gennem feedback.
.png)
