Blog

Drop den årlige mus-samtale og indfør daglig feedback

Bragt i Jyllands-Posten d. 24.12.2017

Af Morten Melby, medstifter af Feedwork, København

Det går den forkerte vej. Jeg oplever det dagligt. Mennesker med blikket mod jorden og et fast greb om deres dyreste eje: en smartphone. Træd ind i hvilken som helst togkupé, og ikke en eneste vil kigge op. Tværtimod vil den fyldte kupé bære præg af en sær elektronisk stilhed, hvor folk hver især sidder i deres egen digitale boble med høretelefoner i ørerne, blikket på telefonen og bevidstheden et helt andet sted end linje B mod HøjeTaastrup.

Hvornår har du sidst snakket med din sidemand i bussen, ham du ventede bagved i køen til kassen, da du handlede, eller noget så simpelt som din nabo? Min egen erfaring er, at jeg gør det alt for sjældent, og mit arbejde fortæller mig, at jeg ikke er den eneste. Problemet er, at manglen på træning først rigtig kommer til udtryk, når du virkelig skal bruge dine færdigheder. Når du slår op med din kæreste, skal fyre en medarbejder eller noget helt tredje.

Da jeg for snart to år siden stiftede virksomheden Feedwork sammen med en forretningspartner, var det med ambitionen om at lære danskerne at åbne op og vise dem, hvordan feedback kan skabe stærkere relationer blandt mennesker og øge engagementet og udviklingen. Det er kun blevet mere aktuelt. For danskerne er for dårlige til at give feedback, og en god feedbackkultur på arbejdspladsen står desværre sjældent højt på listen.

Alt for ofte prioriterer ledelsen ikke at sætte sig ned med medarbejderne og komme med konstruktiv feedback. Men det går ikke med den nye generation, som træder ind på arbejdsmarkedet nu og i de kommende år. Den er vokset op i den høj-kommunikative tidsalder, og ifølge onlineplatformen Officevibe, der designer medarbejderundersøgelser, viser nye tal, at hele 42 pct. af alle ”millennials” ønsker feedback hver eneste uge. En måde at imødekomme dette på kunne være gennem mentorordninger eller ”coffee talks”. Mulighederne er mange, men det vigtigste er, at de unge mærker både udvikling og udfordring, for hvis de ikke kan udvikle sig, er de hurtigt videre.

Det er derfor min mening, at de danske ledere bliver nødt til at forstå, at feedback ikke er noget, som gives en gang om året til mus-samtalen. De skal indse, at deres medarbejdere, og dermed deres virksomhed, vil præstere meget bedre, hvis man får opbygget en god feedbackkultur med plads til udvikling. Det at give sund feedback blandt kollegaer tilgodeser to behov, vi alle har. Nemlig behovene for udvikling og anerkendelse. Men det kræver, at din feedback gives med den ærlige intention om at hjælpe din kollega til at nå sit eget eller organisationens mål.

Link: https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE10146665/drop-den-aarlige-mussamtale-og-indfoer-daglig-feedback/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *